Irisanalyse

det_kan_vi

Irisanalyse er en diagnosemetode, som hviler på en antagelse om, at øjets regnbuehinde (iris) afspejler legemet og dets helbredstilstand. Regnbuehinden inspiceres således for sygdomstilstanden.

 

Teknikken stammer bl.a. fra oldtidens grækere, her iblandt Hippokrates, og blev genopdaget af den ungarske neurokirurg Ignatz von Pecezeli (1822 – 1911).
Ordet “iris” stammer fra den græske mytologi, hvor Iris er navnet for “Regnbuens Gudinde”. Det hentyder til at øjets cirkelformede struktur uden om den sorte pupil består af mange farver.

 

I en irisanalyse udnytter man det forhold, at kroppens organer afspejler sig i et veldefineret område af iris. Derudover vil forskellige pletter, former og misfarvninger i iris afsløre nedarvede stærke og svage sider i relation til personens sundhedstilstand som helhed betragtet.

 

Afslører ubalancer
En irisanalyse er derfor et diagnoseværktøj, som fortæller om både personens generelle helbredstilstand og tilstanden i hvert af kroppens organer uanset om disse er nedarvede eller opstået senere i livet.

 

En irisanalyse kan ikke bruges til at diagnosticere en specifik sygdom, men til at indikere om en person har ubalance (overaktivitet eller underaktivitet) i specifikke dele af kroppen eller i kroppen som helhed.

 

De mange farver i øjet dannes af 300.000 nervetråde, som forbinder iris med hjernen og rygraden. Hvis der for enden af nogle bestemte nervebaner opstår en ubalance, vil det vise sig som specifikke tegn i iris.

 

En persons iris er lige så individuel som et fingeraftryk. Den grundlæggende struktur er uforandret gennem hele livet.

 

Mange af de lægevidenskabeligt accepterede diagnosticeringsmetoder bruger bl.a. blodprøver, urinprøver, røntgenundersøgelser etc. til at finde symptomer på en sygdom i udbrud. En irisanalyse kan derimod afsløre en pre-klinisk tilstand, dvs. en ubalance, som endnu ikke er resulteret i et symptom. Det skyldes, at diagnosemetoden ikke er en symptombaseret metode, men kan afsløre grundlæggende, årsagsrelaterede ubalancer uanset om disse er nedarvede (genetisk betingede) eller opstået senere i livet. Dette muliggør også, at man kan rette behandlingen mod årsagen til tilstanden.

 

Man taler derfor ikke om “sygdomme”, men om “ubalancer”. Fordi man ser mere efter årsagerne end efter symptomerne, derfor kan man sætte ind med en behandling før symptomerne udvikler sig til en alvorlig belastning for personen.

 

Iris inddeles i områder som en urskive. Hvert område repræsenterer organerne, kirtlerne og kroppens funktioner. Under undersøgelsen ser man efter bestemte markeringer, som kan indikere et potentielt helbredsmæssigt problem. Hvis der f.eks. er en markering ved “15 minutter” er det tegn på, at personen måske har nedarvet en dispussion for luftvejsproblemer, der iøvrigt er let at behandle med akupunktur.

 

Selve analysen foregår ved, at personens iris bliver belyst og forstørret, hvilket rent praktisk letter analysen. Desuden bruger vi også kinesisk puls- og tungediagnose.

 

Dybere forståelse
Det kan være svært ved en del konventionelle diagnosticeringsmetoder at diagnosticere forskellige former for ubalancer. Lægerne kan derfor i mange tilfælde ikke stille en diagnose, som forklarer årsagen til et symptom/sygdom.

 

Irisanalysen kan, som tidligere nævnt, ikke anvendes til at stille en klinisk diagnose, men giver en dybere forståelse for de grundlæggende ubalancer, som enten giver sig udslag i et symptom eller i et potentielt problem, som måske først giver sig til kende i fremtiden.
Din iris viser hele livet
“Alt, hvad der opstår af ubalancer i kroppen, vil manifestere sig i iris som helt specifikke tegn. En trænet irisolog er i stand til at se, hvad der er sket med en patient fra denne blev født til i dag samt visse dispositioner for fremtiden.”

 

“Nogle af de ting man ser er f.eks. fordøjelsesproblemer, betændelse/katar, virus, smerter, syre/base balance, arvæv, mangler af visse vitaminer/mineraler, immunsystemets styrke, åreforkalkning m.m. Men noget af det vigtigste er, at man kan se dispositioner/arveanlæg for mange sygdomme/uballacer og på den måde sætte ind med forebyggende behandling.”

 

“Nogle gange kan vi få brug for at ringe til patientens læge for at få den rette diagnose. Her møder vi idag stor forståelse. For bare få år siden, var lægerne meget tilbageholdne, når vi ringede”, fortæller Poul Bech.”